HANDICAPIDRÆT/DANSK HANDICAPIDRÆTSFORBUND

Hjorthede den 13.12.2011

Vores skyttekammerat og gode ven, Kevin Jensen fra Randers, er i dag afgået ved døden, efter nogle måneders kamp med svær sygdom. I foråret gennemgik han en større hjerteoperation, og han indhentede aldrig rigtigt sit helbred efter dette. Lige til det sidste håbede vi alle, at lægerne ville finde en løsning, men det lykkedes desværre ikke. Til sidst gav hjertet op, og alle forsøg på genoplivning var forgæves.

Alle vi, der var tæt på Kevin, vidste jo, at han var meget syg på det sidste - men alligevel er det rigtig svært at forstå, at det er slut. Jeg har kendt Kevin i mange år, og rejst over hele verden med ham. Arbejdet med ham på træningsbanen i mange, mange timer - og så har vi iøvrigt tilbragt meget tid sammen under mere private former. Igennem alt det, lærte jeg - at Kevin var en rigtig god ven, som man kunne snakke med om alt muligt, og som altid gjorde sig umage for at forstå andre.

Jeg har altid haft en dyb beundring for Kevin som menneske, for han var i sandhed meget udfordret af sit handicap, som ikke tillod ham mange udfoldelsesmuligheder. Han lod sig bare ikke holde tilbage af sin manglende fysik, men var istedet altid indstillet på at finde udveje, hvor de fleste andre ville have givet op.

Selvom Kevin nu har forladt os, så vil han alligevel dukke op i vore tanker, i mange, mange år endnu. Der er så utroligt mange situationer, hvor han har været en helt central figur, og hvor han med sin fine humor og hurtige replik, har kunnet bidrage til alles underholdning og velbefindende…

Kevin vil blive savnet af mange mennesker. Vore tanker går i denne svære situation, til hans mor og søskende, som nu står overfor en svær tid.

Æret være Kevins minde

Af Carsten Aagren